Kaldet til at være kirke

I dag vil jeg se på hvorfor vi er kaldede til at være kirke, og hvorfor det er vigtigt. Jeg starter med at læse fra:

1. Peter kap. 2 v. 4-10

Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud.  For der står i Skriften:

Se, i Zion lægger jeg en hjørnesten,
udvalgt og kostbar.
Den, der tror på ham, skal ikke blive til skamme.
For jer, som tror, er den altså kostbar; men for dem, som ikke tror,
er den sten, bygmestrene vragede,
blevet hovedhjørnesten og
en anstødssten, en klippe til at snuble over;
det er dem, der tager anstød i deres ulydighed mod ordet,
og dertil var de også bestemt.

Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han, som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed.

Kirken kan godt være et problematisk sted at være. Det har vi oplevet i Byens Valgmenighed, og det har utallige mennesker oplevet gennem hele kirkehistorien. Mange har sikkert tænkt (deriblandt mig selv) om det virkelig er nødvendigt med kirken. Er det ikke nemmere bare at dyrke Gud for sig selv, og så være fri for alt det bøvl. Men hvorfor er det at Gud kalder os til at være kirke? Hvorfor bliver det understreget at vi, som levende sten, skal lade os bygge op til et åndeligt hus? Har Gud ikke kaldet mig personligt? Har Gud ikke fyldt mit hjerte, og er det ikke min relation til Gud der er det vigtigste? Jo, den personlige relation er vigtig, men når Peter beskriver hvad vi skal stræbe efter i vores relation til Gud er det med henvisning til åbenbaringen på Sinaj bjerg, hvor Gud lige har ført folket ud af Ægypten: 

2. Mosebog kap. 19 v. 5-6

Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig.  I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. Dette er, hvad du skal sige til israelitterne.

Guds pagt gælder altså folket. Og hvad skete der da Guds folk var samlet? Gud kom ned, og bjerget rystede og pagten blev indstiftet.

Jamen kan Gud ikke lade store ting ske gennem et enkelt menneske, uden det nødvendigvis sker gennem kirken? Har alle de tekster vi har gået over de sidste mange gange ikke handlet om det enkelte menneskes kald, og hvad de har udrettet ved det? 

Jo, men Gud lader også ting ske i fællesskabet, som vi ikke har adgang til alene. Et eksempel kunne være når vi tror vi kan gennemskue problemerne alene, og dermed går glip af de vinkler de andre kan se derfra hvor de står. Eller hvis vi forsøger at forstå bibelen alene, og ikke lader os inspirere og vejlede af alt det levede liv som de andre i kirken har fået indsigt i.

Vi afskærer os fra al den velsignelse som opstår i fællesskabet. Ligesom vi ikke oplever den kraft hvormed Gud kan komme ned, når hans folk er samlet, hvis vi bare holder os for os selv.

Når vi nu går, kan du prøve at overveje om du ser dit forhold til Gud udelukkende som en personlig relation? Eller om din identitet bunder i at være en del af Guds folk. Er der en balance? Og hvad betyder det?

Du kan også overveje hvad det vil sige at være levende sten der bygges op til et åndeligt hus?