Kaldet til at lade være med at være god

I Robert Louis Stevensons roman ”Dr. Jekyll og mr. Hyde” møder vi et menneske med en helt almindelig længsel. Dr. Jekyll har indset at der er to sider af ham, som gensidigt forpester tilværelsen for den anden. Den pæne side bliver konstant fristet af den mørke side, til at gøre noget forkert. Og den når den mørke side følger sine lyster, bliver den overdænget med moralske skrupler af den god side. Hvor ville det være dejligt at være enten det ene eller det andet fuldt ud. Til det formål opfinder han en mikstur, der kan spalte hans lyse side fra den mørke side. Dr. Jekyll som vi kender ham, bare i en meget bedre udgave, og mr. Hyde, som er et helt igennem egoistisk og fordærvet menneske. Alt synes godt idet de to sider kan være den fulde udgave af sig selv, uden indblanding fra den anden.

Men en dag går det galt.

Mr. Hyde slår et menneske ihjel, og Dr. Jekyll bliver skamfuld over hvad han har gjort, og beslutter aldrig at drikke miksturen igen. Det vil også være dumt, for Mr. Hyde er eftersøgt af politiet, så han gør klogest i at gemme sig i Dr. Jekyll. Det går godt i 3 måneder, Dr. Jekyll gør alt det gode han kan for at kompensere. Men pludseligt kan han ikke styre det længere. Mens han sidder på en bænk i parken og tænker over alle de gode ting han gør, får han øje på sine hænder, og forfærdes over at se Mr. Hydes grimme og knoklede hænder. Den gode Dr. Jekyll har mistet kontrollen, og kan ikke længere holde den onde Mr. Hyde tilbage. Og må nu drikke miksturen for at blive Dr. Jekyll igen. Da han ikke længere kan fremskaffe ingredienserne til den, og derfor er tvunget til at være Mr. Hyde, begår han selvmord for at undgå straffen for sine ugerninger.

Medmindre man er fuldstændig socialt afsporet…

…vil de fleste af os kende til Mr. Hyde i vore egne liv. Der er ting som vi ved er dårlige, og vi har alligevel lyst til at gøre det, selv om vi ved at det vil være skidt, både for vores forhold til Gud og til mennesker. De fleste af os kan sikkert også nikke genkendende til den gode Dr. Jekyll, der af alle kræfter, søger at trænge Mr. Hyde tilbage. Hvis jeg tager mig lidt mere sammen, vil jeg nok kunne være den gode udgave af mig selv, som jeg så gerne vil være. Men jo længere man kommer ned ad de gode gerningers smalle sti, jo mere bliver man også konfronteret med det som Paulus så mesterligt rammer hovedet på sømmet med her i romerbrevet:

Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.

Og det er værre endnu. Selv når det lykkes Dr. Jekyll at trænge mørket tilbage, og det ud ad til ligner at vi gør det gode, er vi på afveje. Mens vi tror vi gør Guds vilje, er vi tværtimod i gang med at frelse os selv, og dermed gøre os uafhængige af Gud.

Jamen hvad er der så tilbage?

Robert Louis Stevenson har ramt det meget præcist, at ingen af de to kan redde skindet, og den eneste udvej er døden. Lykkeligvis stopper Paulus ikke her. Han skriver i to lidt oversete vers:

Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov.

Paulus er fuldstændig klar over han er et elendigt menneske, men i stedet for at arbejde sig ud af det, takker og priser han Jesus for hvad han har gjort. Og fortsætter:

Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.

Før levede vi med en lys og en mørk side…

… og de to var begge lige gyldigt vores personligheder. De kæmpede begge for at få plads i vores liv og ingen af dem kunne vinde eller bringe os tættere på Gud. Nu hvor vi lever i Jesus må vi stadig kæmpe mod mørket, men mørket er ikke længere vores personlighed. Det er Kristus.

Når vi nu går, så kan du prøve at overveje om du kan genkende Dr. Jekyll der sidder på bænken og kigger på sine hænder. 

Du kan også meditere over Paulus ord:

Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov.