Ledestjerne: Kærlighed

I fortsættelse af vore gåmeditationer med pilgrimsord vil vi over de 3 næste gange gå med 3 ledestjerneord, som Jette Dahl fokuserer på i sin bog, – Undervejs med Gud. Ordene er Kærlighed, Tilgivelse og Taknemmelighed. Vi har i dag ordet: Kærlighed, så en hjælp til at fokusere i dag, kan være på sin indånding at bede, Jeg indånder din kærlighed, jeg udånder min egoisme. Kærligheden er altfavnende – ellers er det ikke kærlighed. Fra første færd har det været sådan. Der står i 1.Mosebog 1, 31: “Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” Han skabte verden og mennesket i kærlighed. I det lys ser han på os hver dag.

“Jeg elsker dig!” Hvisker Gud til sit menneskebarn i det øjeblik, det er skabt i mors liv. Uanset, hvad vi møder af kærlighedens modsætning, skal vi vide, at kærlighed er vort livs grundlag og udgangspunkt.

Gud er med os alle dage. Vi er skabt godt og til godhed. Det er vores fundament. At der blander sig meget ukærligt ind undervejs i vores liv, er ethvert menneskes erfaring, men det rokker ikke ved Guds syn på os, fra fødsel til død. Ja, han vil elske os helt ind i evigheden!

Der er mange synonymer til ordet Kærlighed: forbundethed, ansvarlighed, fællesskab, frihed, venskab, Gud, tryghed, evighed, tillid, kraft, trofasthed, sårbarhed, tilgivelse, mildhed, hænder, favntag, storhed, elskov, vækst, barmhjertighed, forpligtethed.

Mærk hvilket ord, der bider sig fast i dig, når jeg nu læser dem igen. Hvilke tanker kommer til dig i forbindelse med dit valgte ord?

Når vi nu går til næste stop, så forestil dig, at du befinder dig i Guds kærligheds lys. Hør ham sige til dig “Jeg elsker dig!” Og del eventuelt med Ham dine refleksioner over ordet kærlighed.

____________________________________________________________

Kærlighedens væsen…

… er at dele og give videre i en uendelig strøm, konkret og jordnært. Der står i 1. Johannesbrev 4,11 “Når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden”. Kristus har vist os vejen, ikke gennem ophøjet åndelighed, men ved at være medmenneske og jordnær, inkarneret som Guds søn. Gennem lidelse, omsorg, nærvær og daglige gøremål skinner opstandelsens lys. Du er i Guds hænder i den lidende og elskelige verden. I mødet med dit medmenneske og den daglige forpligtethed skal kærligheden stå sin prøve.

I 1. Korinterbrev 13,13 står der: “Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. 

Og sangeren Bjørn Eidsvåg synger Kærligheden er større end vores evne til at elske.

Begge udsagn er fyldt med håb, trøst og forløsning. Det giver os lov til at være mennesker, ikke guder, og vi har fået den indsigt og overbevisning, at kærligheden, som kommer fra Gud og er Gud,er den største virkelighed, der findes. Kristi opstandelse skal ses i lyset af, at Gud har sejret over døden og mørket, og det vil han åbenbare i sit paradis, i evigheden. Men kærlighedens modsætning, mørkets magt, er også en virkelighed i verden og i os. Kærlighedens storhed står dog altid uberørt heraf. Hvilken befrielse!

Kærligheden er en virkelighed iblandt os. Vi vil hinanden det godt, også når vi mislykkes i det. Vores evne til at elske hinanden rækker ikke altid til det, vi kunne ønske, men vi ved, at den lever imellem os og i sandhed er større end os. Guds kærlighed forener os med hinanden. Det er glæden ved at være menneske.

Når vi nu går videre til næste post, overvej på vejen hvilken betydning det har, at kærligheden er større end vores evne til at elske.

Eller reflekter over hvad det betyder for dig, at Guds kærlighed er størst af alt.

Du kan også bare gå og tage den virkelighed ind, at du er set og elsket af Gud.