Første søndag i advent

Det er adventstid, og den er vigtig, fordi den giver os mulighed for et øjeblik at trække os ind i det ubegribelige, og bare være der, og lade os fylde af den.

Jeg vil gerne invitere jer ud på en rejse. En rejse til universets ende. Lyder det vildt? Det er det også. Intet menneske kan rumme forestillingen om hvor stort universet er. Men prøv alligevel. Ikke så meget for at få en eksakt fornemmelse af hvor stort det er, men for at forstå hvor ubegribeligt det er. Samtidig vil jeg også opfordre jer til at læne jer ind i at det har Gud skabt det. Jeg siger læne ind i, fordi vi ikke kan forstå det. 

Jeg tror nogle gange jeg har en ide om Gud. Men uanset hvilke forestillinger jeg gør mig, må det nødvendigvis være en minimering. Gud er så meget større og uden for min forståelsesramme at hvad end jeg tror jeg ser, så ser jeg kun en smule. David beskriver det således i salme 19:

Himlen fortæller om Guds herlighed,
hvælvingen beretter om hans hænders værk;
dag forkynder det til dag,
nat kundgør det til nat.

Lad os gå nu, og læne os ind i Guds storhed. Ikke for at forstå den, men for at blive ydmyge overfor den. 


Som sagt tidligere så tror jeg ikke vi, i dette liv, kommer til at forstå Guds storhed. Men jeg tror godt, jeg kan komme til at gøre ham for lille. Putte ham ned i en kasse, der kan rumme min stræben efter at kunne begribe. Jobs bog har fyldt en del på det seneste, og jeg tænker Jobs svar, efter Gud har talt til ham, siger utroligt meget:

Nu ved jeg, at du formår alt,
intet, du har besluttet, er umuligt for dig.

Alt denne lænen sig ind i bare for at forberede os på noget der er endnu mere ufatteligt. Den Gud, der er så stor, kommer os i møde. Ja ikke bare i møde, men lader sig føde i svaghed. Som Tim Keller udtrykker det: Han gjorde sig dræbbar.

Apostlen Johannes forsøger at beskrive det ubegribelige:

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud.  Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.
Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.  Johannes vidner om ham og råber: »Det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.« 

Julen er i den grad en tid, hvor jeg skal holde tungen lige i munden, for at holde fokus på det væsentlige. Vores forbrugersamfund gør det ikke lettere. 

Jeg vil invitere jer ind i at fortsætte i den bevægelse I (måske) fandt frem til før, og læne jer ind i paradokset, at den uendeligt store Gud kommer os i møde, for at gøre det muligt for os at være sammen med ham.

Jeg læser Johannes igen:

De hellige tre konger

Det er i dag Hellig tre konger. Og beretningen om dem er beskrevet i Matthæus kap. 2. Juleevangeliet beretter om hvordan hyrderne lå på marken og blev taget med storm, da englene kom og fortalte dem at Messias var blevet født. Det må være skønt at blive mødt på den måde, bare gå rundt i hverdagens trummerum, og pludseligt få fejet benene væk under sig og få hele Guds herlighed serveret. Ikke så meget bøvl der, det er bare at rejse sig og følge med, og konstatere at det er rigtigt det englene siger.

Noget anderledes forholder det sig med de vise mænd. Bibelen siger ikke særligt meget om de hellige 3 konger. Vi ved ikke hvem de var, hvor de kom fra, om de var konger eller om der var 3. Det eneste der står, er at de var ”vise mænd fra østerland”. Traditionen har gjort dem til konger, for det at give guld som gave er forbeholdt konger og fornemme mennesker. På Wikipedia står der om dem:

I den oprindelige græske tekst kaldes de “magere”, mágoi. Det var en betegnelse for perserrigets zarathustriske præster, der praktiserede astrologi og drømmetydning. 

Men det at de kan rejse så langt, bringer så kostbare gaver og ikke går af vejen for at opsøge kongen for at høre om den nyfødte konge, indikerer at det er mænd af en høj status. Vi kan også læse om dem at de formodentlig er stjernetydere, for der står: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«Det vil altså sige at de har studeret og brugt datidens videnskab til at finde frem til Jesus. Vi kan også se at de har rejst langt og formodentlig meget besværligt for at komme frem. Og tilmed uden helt at vide hvor de skulle hen, for de begynder med at spørge i kongepaladset, om det er der Jesus er blevet født. De rejser ud, følger deres fornuft og fejler. 

Jeg kunne godt tænke mig at mit gudsforhold var som hyrdernes. Hele himmelens basunudtræk og så ikke så meget at være i tvivl om. Men jeg kan i virkeligheden nok bedre spejle mig i vismændene. Jeg læser, studerer og rejser, i en eller anden forstand, ud og bruger min fornuft og fejler, og fejler mange gange, indtil jeg til sidst, efter at have gjort op med meget vanetænkning, når frem til Jesus, i en form som jeg ikke havde forventet.

Jeg vil nu først læse en af de profetier fra gamle testamente, der peger hen på Jesus. Prøv at forestil dig at det er noget af det eneste du ved om den kommende Messias, og vær til stede i den længsel, indtil vi stopper næste gang. 

Esajas 11
Men der skyder en kvist fra Isajs stub,
et skud gror frem fra hans rod.
Over ham hviler Herrens ånd,
visdoms og indsigts ånd,
råds og styrkes ånd,
kundskabs og gudsfrygts ånd;
han lever og ånder i frygt for Herren.
Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser,
fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører;
han dømmer de svage med retfærdighed,
fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse.
Han slår voldsmanden med sin munds stok,
og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige;
retfærdighed er bæltet om hans lænder,
trofasthed bæltet om hans hofter.

Jeg læser nu beretningen fra Mathæus, der beskriver vismændenes vandring. Du kan evt. prøve at se om du kan spejle dig selv i den længsel de har. Prøv at være tilstede imellem linjerne i beretningen, og mærk hvordan vismændene har følt det i deres søgen.

Matthæus 2. 1-11

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«  Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:

Du, Betlehem i Judas land,
du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.
Fra dig skal der udgå en hersker,
som skal vogte mit folk, Israel.«

 Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig.  Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.«  Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.  Da de så stjernen, var deres glæde meget stor.  Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.

Jule gåmeditation

Som det sikkert vil være de fleste bekendt, så nærmer julen sig med uafvendelig sikkerhed. Selvom det ikke burde komme bag på nogen, så opstår der tit en kamp for at få det egentlige indhold mast ind i mellem flæskesteg, gavebånd og julekalendere. Det er som om det lille nuttede Jesusbarn, i bedste fald, får lov at minde os om at Gud er derinde et sted. Og dermed overskygger det fuldstændigt ubegribelige; at Universets skaber og altings opretholder valgte at lade sig føde som et forsvarsløst menneske, i skidt og møg og med udsigten til at starte livet som flygtning. 

Det kan være svært at sætte sig ind i hvad det egentlig var der skete dengang. Vi ved (eller vi tror vi ved) hvordan det hele hang sammen, fordi vi kigger bagud, og ser hvad der skete. Men hvordan kunne både datidens sociale tabere (hyrderne) og datidens intelligentsia (vismændene) blive så begejstrede over noget så almindeligt, som det at der bliver født et barn. 

Hvis du vil med, tager vi ud på en tidsrejse 2000 år tilbage i tiden. Forestil dig at du enten er hyrde, et job på bunden af samfundet, som ingen andre gider, og du er henvist til at ligge på marken og fryse om natten. Eller også kan du forstille dig at du er en af de kloge, en af dem der undres og stiller spørgsmål for at forstå. En af dem der kigger på stjerner og læser tykke bøger, for at finde ud af hvad der er meningen med det hele. Du får lige et øjeblik til at overveje hvilket perspektiv du har lyst til. Og så læser jeg 2 af de profetier der forudsagde Jesu fødsel. Hvad gør ordene ved dig? Hvilken forventning skaber det i dig?

Mika 5. 1-4
Du, Betlehem, Efrata,
du er lille blandt Judas slægter.
Fra dig skal der udgå én,
som skal være hersker i Israel;
hans udspring er i fortiden,
i ældgamle dage.
Men han skal prisgive dem,
indtil den fødende kvinde har født,
og resten af hans brødre
vender tilbage til israelitterne.
Da skal han træde frem og vogte i Herrens styrke,
i Herren sin Guds navns storhed;
de skal bo trygt,
for hans magt når til jordens ender.
Han skal være fredens herre.
Esajas 11. 1-5
Men der skyder en kvist fra Isajs stub,
et skud gror frem fra hans rod.
Over ham hviler Herrens ånd,
visdoms og indsigts ånd,
råds og styrkes ånd,
kundskabs og gudsfrygts ånd;
han lever og ånder i frygt for Herren.
Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser,
fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører;
han dømmer de svage med retfærdighed,
fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse.
Han slår voldsmanden med sin munds stok,
og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige;
retfærdighed er bæltet om hans lænder,
trofasthed bæltet om hans hofter.

Jeg læser nu de to tekster der omhandler Jesu fødsel i det nye testamente, som hhv. omtaler hyrderne og vismændene. Prøv at sæt dig i deres sted og forstil dig du er lige der midt i fortællingen. Vær tilstede og vent og se om beretningen har noget at fortælle dig.

Hyrderne

Lukas 2. 8-20

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord.  Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.  Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«  Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!

Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.«  De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben.  Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem.

Vismændene

Matthæus 2. 1-11

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«  Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:

Du, Betlehem i Judas land,
du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.
Fra dig skal der udgå en hersker,
som skal vogte mit folk, Israel.

Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig.  Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.«  Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.  Da de så stjernen, var deres glæde meget stor.  Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.

Første søndag i advent

Advent betyder ”Herrens komme” og stammer fra latin ”adventus Domini” Det er altså en forberedelses tid, hvor vi venter på at Kristus skal fødes. 

I vores moderne tid er vi ikke vant til at vente på ret meget. Engang skulle man vente flere dage fra man sendte et brev, til der evt. kom svar tilbage. I dag er en mail fremme stort set samme tid som vi trykker på ”send”. En gang skulle man spare op hvis der var noget man gerne ville have, men i dag kan man med få klik lave et ekspreslån, og vupti, så har man fået opfyldt sine ønsker.

Man skulle tro at vi blev lykkelige af ikke at skulle vente så meget. Man skulle også tro at vi fik en masse tid i overskud. Men lige det modsatte synes at være tilfældet. I takt med at vi får flere tidsbesparende indretninger, bliver vi mere og mere stressede

Den samme utålmodighed kan vi let have i forholdet til Gud. Hvorfor svarer Gud os ikke når vi beder ham? Og hvis det vi beder om, er noget Gud bestemt må være enig i, hvorfor så vente?

I bibelen er der mange eksempler på mennesker der har fået at vide at noget skal ske, men som derefter må vente i lang tid. Da Jesus, kort efter sin fødsel, blev fremstillet i templet, bliver han mødt af en gammel mand ved navn Anananias. Han fik en profeti om at han skulle se Guds udvalgte før han døde. Han har med andre ord ventet hele livet på at det skulle ske.

I gamle testamentes sidste bog, profeterer Malakias at Gud vil sende profeten Esajas til sit folk. Det sker 400 år senere i form af at Johannes døberen bliver født.

Når Gud ikke opfylder vores bønner med det samme, er det ikke for at drille os. Men fordi i ventetiden sker der noget vigtigt. Vi er som mennesker meget optagede af resultater. Bare se på vores moderne samtid, hvor alt skal måles, vejes og registreres, for at vi kan fremvise, hvad vi har opnået. Men for Gud er ventetiden/processen/vandringen ligeså vigtig. Det er der vi vokser og modnes til det liv Gud har til os. Måske er det vigtigste ikke det vi beder om, men derimod at vi i ventetiden retter vores fokus mod Gud.

Kong David fra det gamle testamente var en mand der bad meget. Han havde mange svære problemer og var god til at give udtryk for sine frustrationer. Men han ender også med at vende sine forventninger til Gud.

Salme 42

Som hjorten skriger
ved det udtørrede vandløb,
sådan skriger min sjæl
efter dig, Gud.

Min sjæl tørster efter Gud,
den levende Gud.
Hvornår kan jeg komme
og se Guds ansigt?

Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?
Hvorfor skælver du i mig?
Vent på Gud!
For jeg skal takke ham på ny,
min frelser og min Gud.

Mens vi går til 1. stop kan du reflektere over hvordan du har det med at vente. Prøv at overvej om der er situationer hvor Gud har villet modne dig frem til det du ventede på. 

——————————————————————————————————–

Adventssalme af Kingo. Nr. 90 i Den Danske Salmebog:

Op, glædes alle, glædes nu!
Med fryd opfylder sind og hu
i Herren, jeres glæde!
Thi Jesus han er nu så nær
og vil, fordi han har os kær,
udi vort kød sig klæde.

Bort sorg, og krænk ej mer vort sind!
Guds glæde lukker vi nu ind,
at vi kan Jesus favne
med bøn og hjertens tak og tro;
i ham skal alt vort håb og ro
sin glæde aldrig savne.

Din fred, o Gud, som overgår
alt det, som sind og sans formår,
vort hjerte så bevare
i Kristus Jesus, at vi må
så stor en juleglæde få,
som aldrig kan bortfare!