Første søndag i advent

Det er adventstid, og den er vigtig, fordi den giver os mulighed for et øjeblik at trække os ind i det ubegribelige, og bare være der, og lade os fylde af den.

Jeg vil gerne invitere jer ud på en rejse. En rejse til universets ende. Lyder det vildt? Det er det også. Intet menneske kan rumme forestillingen om hvor stort universet er. Men prøv alligevel. Ikke så meget for at få en eksakt fornemmelse af hvor stort det er, men for at forstå hvor ubegribeligt det er. Samtidig vil jeg også opfordre jer til at læne jer ind i at det har Gud skabt det. Jeg siger læne ind i, fordi vi ikke kan forstå det. 

Jeg tror nogle gange jeg har en ide om Gud. Men uanset hvilke forestillinger jeg gør mig, må det nødvendigvis være en minimering. Gud er så meget større og uden for min forståelsesramme at hvad end jeg tror jeg ser, så ser jeg kun en smule. David beskriver det således i salme 19:

Himlen fortæller om Guds herlighed,
hvælvingen beretter om hans hænders værk;
dag forkynder det til dag,
nat kundgør det til nat.

Lad os gå nu, og læne os ind i Guds storhed. Ikke for at forstå den, men for at blive ydmyge overfor den. 


Som sagt tidligere så tror jeg ikke vi, i dette liv, kommer til at forstå Guds storhed. Men jeg tror godt, jeg kan komme til at gøre ham for lille. Putte ham ned i en kasse, der kan rumme min stræben efter at kunne begribe. Jobs bog har fyldt en del på det seneste, og jeg tænker Jobs svar, efter Gud har talt til ham, siger utroligt meget:

Nu ved jeg, at du formår alt,
intet, du har besluttet, er umuligt for dig.

Alt denne lænen sig ind i bare for at forberede os på noget der er endnu mere ufatteligt. Den Gud, der er så stor, kommer os i møde. Ja ikke bare i møde, men lader sig føde i svaghed. Som Tim Keller udtrykker det: Han gjorde sig dræbbar.

Apostlen Johannes forsøger at beskrive det ubegribelige:

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud.  Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.
Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.  Johannes vidner om ham og råber: »Det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.« 

Julen er i den grad en tid, hvor jeg skal holde tungen lige i munden, for at holde fokus på det væsentlige. Vores forbrugersamfund gør det ikke lettere. 

Jeg vil invitere jer ind i at fortsætte i den bevægelse I (måske) fandt frem til før, og læne jer ind i paradokset, at den uendeligt store Gud kommer os i møde, for at gøre det muligt for os at være sammen med ham.

Jeg læser Johannes igen:

Nyskabelsen

Håbet

Kolosenserne kap. 1 v. 9-14

Derfor har vi heller ikke, siden den dag vi hørte om det, holdt op med at bede for jer. Vi beder om, at I med al visdom og åndelig indsigt må få fuld kundskab om Guds vilje, så I kan leve, som Herren vil det, på alle måder ham til behag, og bære frugt med alle gode gerninger, vokse i kundskab om Gud og styrkes med al kraft ved hans herlige magt til al udholdenhed og tålmodighed. Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.

Dagens tema er nyskabelse. Jeg vil nu læse en række synonymer op, som jeg har fundet blandt andet på nettet. Prøv at smage på ordene, og mærk efter om der er et der springer tydeligere frem end andre. 

Innovation, reform, novation, kreation, nydannelse, fremvækst, fødsel, vækst, opståen, spiring, forår, genopståen, ny-begyndelse, genfødsel, frembrud, nyhed.

Det er ikke sikkert ordet nyskabelse er et du har funderet meget over, eller at der er et af ordene jeg læser op der giver specielt genklang, men prøv at være stille og se om der er et der vil dig noget når jeg nu læser dem op igen.

Vi går nu i tavshed til næste stop.


Jeg læser nu et stykke fra Paulus brev til efeserne kap. 1 vers 17-21

Jeg beder om, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham, med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer, hvor rig på herlighed hans arv til de hellige er, og hvor overvældende stor hans magt er hos os, der tror i kraft af hans mægtige styrke. Med den magt virkede han i Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himlen, højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende.

Nyskabelse er ikke noget vi skal vælge til eller fra. Hvis det håb, som Paulus beskriver, er i os, så vil det uundgåeligt komme til at forandre os. Nyskabe os.

Forestil dig 2 personer der sidder i hvert sit rum. Rummene er helt ens, ligesom den trivielle opgave de skal løse. De har begge fået at vide at de skal udføre den i et helt år. Eneste forskel er at den ene er blevet lovet 50.000 kr. for det, mens den anden får 50.000.000 kr. Selvom arbejdsbetingelserne er ens, så vil deres situationer være vidt forskellige. Simpelthen fordi den ene lever i håbet om en fantastisk belønning i fremtiden, mens den anden slæber sig igennem.

Paulus beskriver det håb vi er kaldede til, hvor rig på herlighed vores løn er og hvor stor en magt der står bag. Hvis ikke vi er påvirkede af det, er det måske netop derfor Paulus beder om at herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham, med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer.

Til næste stop, så prøv at være stille for Gud i erkendelse af hvilken fantastisk håb vi er kaldede til, og hvad konsekvensen i dit liv ville være hvis det håb blev taget fra dig.

Ledestjerne: Kærlighed

I fortsættelse af vore gåmeditationer med pilgrimsord vil vi over de 3 næste gange gå med 3 ledestjerneord, som Jette Dahl fokuserer på i sin bog, – Undervejs med Gud. Ordene er Kærlighed, Tilgivelse og Taknemmelighed. Vi har i dag ordet: Kærlighed, så en hjælp til at fokusere i dag, kan være på sin indånding at bede, Jeg indånder din kærlighed, jeg udånder min egoisme. Kærligheden er altfavnende – ellers er det ikke kærlighed. Fra første færd har det været sådan. Der står i 1.Mosebog 1, 31: “Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” Han skabte verden og mennesket i kærlighed. I det lys ser han på os hver dag.

“Jeg elsker dig!” Hvisker Gud til sit menneskebarn i det øjeblik, det er skabt i mors liv. Uanset, hvad vi møder af kærlighedens modsætning, skal vi vide, at kærlighed er vort livs grundlag og udgangspunkt.

Gud er med os alle dage. Vi er skabt godt og til godhed. Det er vores fundament. At der blander sig meget ukærligt ind undervejs i vores liv, er ethvert menneskes erfaring, men det rokker ikke ved Guds syn på os, fra fødsel til død. Ja, han vil elske os helt ind i evigheden!

Der er mange synonymer til ordet Kærlighed: forbundethed, ansvarlighed, fællesskab, frihed, venskab, Gud, tryghed, evighed, tillid, kraft, trofasthed, sårbarhed, tilgivelse, mildhed, hænder, favntag, storhed, elskov, vækst, barmhjertighed, forpligtethed.

Mærk hvilket ord, der bider sig fast i dig, når jeg nu læser dem igen. Hvilke tanker kommer til dig i forbindelse med dit valgte ord?

Når vi nu går til næste stop, så forestil dig, at du befinder dig i Guds kærligheds lys. Hør ham sige til dig “Jeg elsker dig!” Og del eventuelt med Ham dine refleksioner over ordet kærlighed.

____________________________________________________________

Kærlighedens væsen…

… er at dele og give videre i en uendelig strøm, konkret og jordnært. Der står i 1. Johannesbrev 4,11 “Når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden”. Kristus har vist os vejen, ikke gennem ophøjet åndelighed, men ved at være medmenneske og jordnær, inkarneret som Guds søn. Gennem lidelse, omsorg, nærvær og daglige gøremål skinner opstandelsens lys. Du er i Guds hænder i den lidende og elskelige verden. I mødet med dit medmenneske og den daglige forpligtethed skal kærligheden stå sin prøve.

I 1. Korinterbrev 13,13 står der: “Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. 

Og sangeren Bjørn Eidsvåg synger Kærligheden er større end vores evne til at elske.

Begge udsagn er fyldt med håb, trøst og forløsning. Det giver os lov til at være mennesker, ikke guder, og vi har fået den indsigt og overbevisning, at kærligheden, som kommer fra Gud og er Gud,er den største virkelighed, der findes. Kristi opstandelse skal ses i lyset af, at Gud har sejret over døden og mørket, og det vil han åbenbare i sit paradis, i evigheden. Men kærlighedens modsætning, mørkets magt, er også en virkelighed i verden og i os. Kærlighedens storhed står dog altid uberørt heraf. Hvilken befrielse!

Kærligheden er en virkelighed iblandt os. Vi vil hinanden det godt, også når vi mislykkes i det. Vores evne til at elske hinanden rækker ikke altid til det, vi kunne ønske, men vi ved, at den lever imellem os og i sandhed er større end os. Guds kærlighed forener os med hinanden. Det er glæden ved at være menneske.

Når vi nu går videre til næste post, overvej på vejen hvilken betydning det har, at kærligheden er større end vores evne til at elske.

Eller reflekter over hvad det betyder for dig, at Guds kærlighed er størst af alt.

Du kan også bare gå og tage den virkelighed ind, at du er set og elsket af Gud.

De hellige tre konger

Det er i dag Hellig tre konger. Og beretningen om dem er beskrevet i Matthæus kap. 2. Juleevangeliet beretter om hvordan hyrderne lå på marken og blev taget med storm, da englene kom og fortalte dem at Messias var blevet født. Det må være skønt at blive mødt på den måde, bare gå rundt i hverdagens trummerum, og pludseligt få fejet benene væk under sig og få hele Guds herlighed serveret. Ikke så meget bøvl der, det er bare at rejse sig og følge med, og konstatere at det er rigtigt det englene siger.

Noget anderledes forholder det sig med de vise mænd. Bibelen siger ikke særligt meget om de hellige 3 konger. Vi ved ikke hvem de var, hvor de kom fra, om de var konger eller om der var 3. Det eneste der står, er at de var ”vise mænd fra østerland”. Traditionen har gjort dem til konger, for det at give guld som gave er forbeholdt konger og fornemme mennesker. På Wikipedia står der om dem:

I den oprindelige græske tekst kaldes de “magere”, mágoi. Det var en betegnelse for perserrigets zarathustriske præster, der praktiserede astrologi og drømmetydning. 

Men det at de kan rejse så langt, bringer så kostbare gaver og ikke går af vejen for at opsøge kongen for at høre om den nyfødte konge, indikerer at det er mænd af en høj status. Vi kan også læse om dem at de formodentlig er stjernetydere, for der står: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«Det vil altså sige at de har studeret og brugt datidens videnskab til at finde frem til Jesus. Vi kan også se at de har rejst langt og formodentlig meget besværligt for at komme frem. Og tilmed uden helt at vide hvor de skulle hen, for de begynder med at spørge i kongepaladset, om det er der Jesus er blevet født. De rejser ud, følger deres fornuft og fejler. 

Jeg kunne godt tænke mig at mit gudsforhold var som hyrdernes. Hele himmelens basunudtræk og så ikke så meget at være i tvivl om. Men jeg kan i virkeligheden nok bedre spejle mig i vismændene. Jeg læser, studerer og rejser, i en eller anden forstand, ud og bruger min fornuft og fejler, og fejler mange gange, indtil jeg til sidst, efter at have gjort op med meget vanetænkning, når frem til Jesus, i en form som jeg ikke havde forventet.

Jeg vil nu først læse en af de profetier fra gamle testamente, der peger hen på Jesus. Prøv at forestil dig at det er noget af det eneste du ved om den kommende Messias, og vær til stede i den længsel, indtil vi stopper næste gang. 

Esajas 11
Men der skyder en kvist fra Isajs stub,
et skud gror frem fra hans rod.
Over ham hviler Herrens ånd,
visdoms og indsigts ånd,
råds og styrkes ånd,
kundskabs og gudsfrygts ånd;
han lever og ånder i frygt for Herren.
Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser,
fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører;
han dømmer de svage med retfærdighed,
fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse.
Han slår voldsmanden med sin munds stok,
og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige;
retfærdighed er bæltet om hans lænder,
trofasthed bæltet om hans hofter.

Jeg læser nu beretningen fra Mathæus, der beskriver vismændenes vandring. Du kan evt. prøve at se om du kan spejle dig selv i den længsel de har. Prøv at være tilstede imellem linjerne i beretningen, og mærk hvordan vismændene har følt det i deres søgen.

Matthæus 2. 1-11

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«  Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:

Du, Betlehem i Judas land,
du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.
Fra dig skal der udgå en hersker,
som skal vogte mit folk, Israel.«

 Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig.  Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.«  Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.  Da de så stjernen, var deres glæde meget stor.  Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.

Jule gåmeditation

Som det sikkert vil være de fleste bekendt, så nærmer julen sig med uafvendelig sikkerhed. Selvom det ikke burde komme bag på nogen, så opstår der tit en kamp for at få det egentlige indhold mast ind i mellem flæskesteg, gavebånd og julekalendere. Det er som om det lille nuttede Jesusbarn, i bedste fald, får lov at minde os om at Gud er derinde et sted. Og dermed overskygger det fuldstændigt ubegribelige; at Universets skaber og altings opretholder valgte at lade sig føde som et forsvarsløst menneske, i skidt og møg og med udsigten til at starte livet som flygtning. 

Det kan være svært at sætte sig ind i hvad det egentlig var der skete dengang. Vi ved (eller vi tror vi ved) hvordan det hele hang sammen, fordi vi kigger bagud, og ser hvad der skete. Men hvordan kunne både datidens sociale tabere (hyrderne) og datidens intelligentsia (vismændene) blive så begejstrede over noget så almindeligt, som det at der bliver født et barn. 

Hvis du vil med, tager vi ud på en tidsrejse 2000 år tilbage i tiden. Forestil dig at du enten er hyrde, et job på bunden af samfundet, som ingen andre gider, og du er henvist til at ligge på marken og fryse om natten. Eller også kan du forstille dig at du er en af de kloge, en af dem der undres og stiller spørgsmål for at forstå. En af dem der kigger på stjerner og læser tykke bøger, for at finde ud af hvad der er meningen med det hele. Du får lige et øjeblik til at overveje hvilket perspektiv du har lyst til. Og så læser jeg 2 af de profetier der forudsagde Jesu fødsel. Hvad gør ordene ved dig? Hvilken forventning skaber det i dig?

Mika 5. 1-4
Du, Betlehem, Efrata,
du er lille blandt Judas slægter.
Fra dig skal der udgå én,
som skal være hersker i Israel;
hans udspring er i fortiden,
i ældgamle dage.
Men han skal prisgive dem,
indtil den fødende kvinde har født,
og resten af hans brødre
vender tilbage til israelitterne.
Da skal han træde frem og vogte i Herrens styrke,
i Herren sin Guds navns storhed;
de skal bo trygt,
for hans magt når til jordens ender.
Han skal være fredens herre.
Esajas 11. 1-5
Men der skyder en kvist fra Isajs stub,
et skud gror frem fra hans rod.
Over ham hviler Herrens ånd,
visdoms og indsigts ånd,
råds og styrkes ånd,
kundskabs og gudsfrygts ånd;
han lever og ånder i frygt for Herren.
Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser,
fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører;
han dømmer de svage med retfærdighed,
fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse.
Han slår voldsmanden med sin munds stok,
og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige;
retfærdighed er bæltet om hans lænder,
trofasthed bæltet om hans hofter.

Jeg læser nu de to tekster der omhandler Jesu fødsel i det nye testamente, som hhv. omtaler hyrderne og vismændene. Prøv at sæt dig i deres sted og forstil dig du er lige der midt i fortællingen. Vær tilstede og vent og se om beretningen har noget at fortælle dig.

Hyrderne

Lukas 2. 8-20

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord.  Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.  Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«  Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!

Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.«  De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben.  Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem.

Vismændene

Matthæus 2. 1-11

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«  Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:

Du, Betlehem i Judas land,
du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.
Fra dig skal der udgå en hersker,
som skal vogte mit folk, Israel.

Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig.  Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.«  Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.  Da de så stjernen, var deres glæde meget stor.  Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.

Første søndag i advent

Advent betyder ”Herrens komme” og stammer fra latin ”adventus Domini” Det er altså en forberedelses tid, hvor vi venter på at Kristus skal fødes. 

I vores moderne tid er vi ikke vant til at vente på ret meget. Engang skulle man vente flere dage fra man sendte et brev, til der evt. kom svar tilbage. I dag er en mail fremme stort set samme tid som vi trykker på ”send”. En gang skulle man spare op hvis der var noget man gerne ville have, men i dag kan man med få klik lave et ekspreslån, og vupti, så har man fået opfyldt sine ønsker.

Man skulle tro at vi blev lykkelige af ikke at skulle vente så meget. Man skulle også tro at vi fik en masse tid i overskud. Men lige det modsatte synes at være tilfældet. I takt med at vi får flere tidsbesparende indretninger, bliver vi mere og mere stressede

Den samme utålmodighed kan vi let have i forholdet til Gud. Hvorfor svarer Gud os ikke når vi beder ham? Og hvis det vi beder om, er noget Gud bestemt må være enig i, hvorfor så vente?

I bibelen er der mange eksempler på mennesker der har fået at vide at noget skal ske, men som derefter må vente i lang tid. Da Jesus, kort efter sin fødsel, blev fremstillet i templet, bliver han mødt af en gammel mand ved navn Anananias. Han fik en profeti om at han skulle se Guds udvalgte før han døde. Han har med andre ord ventet hele livet på at det skulle ske.

I gamle testamentes sidste bog, profeterer Malakias at Gud vil sende profeten Esajas til sit folk. Det sker 400 år senere i form af at Johannes døberen bliver født.

Når Gud ikke opfylder vores bønner med det samme, er det ikke for at drille os. Men fordi i ventetiden sker der noget vigtigt. Vi er som mennesker meget optagede af resultater. Bare se på vores moderne samtid, hvor alt skal måles, vejes og registreres, for at vi kan fremvise, hvad vi har opnået. Men for Gud er ventetiden/processen/vandringen ligeså vigtig. Det er der vi vokser og modnes til det liv Gud har til os. Måske er det vigtigste ikke det vi beder om, men derimod at vi i ventetiden retter vores fokus mod Gud.

Kong David fra det gamle testamente var en mand der bad meget. Han havde mange svære problemer og var god til at give udtryk for sine frustrationer. Men han ender også med at vende sine forventninger til Gud.

Salme 42

Som hjorten skriger
ved det udtørrede vandløb,
sådan skriger min sjæl
efter dig, Gud.

Min sjæl tørster efter Gud,
den levende Gud.
Hvornår kan jeg komme
og se Guds ansigt?

Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?
Hvorfor skælver du i mig?
Vent på Gud!
For jeg skal takke ham på ny,
min frelser og min Gud.

Mens vi går til 1. stop kan du reflektere over hvordan du har det med at vente. Prøv at overvej om der er situationer hvor Gud har villet modne dig frem til det du ventede på. 

——————————————————————————————————–

Adventssalme af Kingo. Nr. 90 i Den Danske Salmebog:

Op, glædes alle, glædes nu!
Med fryd opfylder sind og hu
i Herren, jeres glæde!
Thi Jesus han er nu så nær
og vil, fordi han har os kær,
udi vort kød sig klæde.

Bort sorg, og krænk ej mer vort sind!
Guds glæde lukker vi nu ind,
at vi kan Jesus favne
med bøn og hjertens tak og tro;
i ham skal alt vort håb og ro
sin glæde aldrig savne.

Din fred, o Gud, som overgår
alt det, som sind og sans formår,
vort hjerte så bevare
i Kristus Jesus, at vi må
så stor en juleglæde få,
som aldrig kan bortfare!

Kaldet til at være kirke

I dag vil jeg se på hvorfor vi er kaldede til at være kirke, og hvorfor det er vigtigt. Jeg starter med at læse fra:

1. Peter kap. 2 v. 4-10

Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud.  For der står i Skriften:

Se, i Zion lægger jeg en hjørnesten,
udvalgt og kostbar.
Den, der tror på ham, skal ikke blive til skamme.
For jer, som tror, er den altså kostbar; men for dem, som ikke tror,
er den sten, bygmestrene vragede,
blevet hovedhjørnesten og
en anstødssten, en klippe til at snuble over;
det er dem, der tager anstød i deres ulydighed mod ordet,
og dertil var de også bestemt.

Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han, som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed.

Kirken kan godt være et problematisk sted at være. Det har vi oplevet i Byens Valgmenighed, og det har utallige mennesker oplevet gennem hele kirkehistorien. Mange har sikkert tænkt (deriblandt mig selv) om det virkelig er nødvendigt med kirken. Er det ikke nemmere bare at dyrke Gud for sig selv, og så være fri for alt det bøvl. Men hvorfor er det at Gud kalder os til at være kirke? Hvorfor bliver det understreget at vi, som levende sten, skal lade os bygge op til et åndeligt hus? Har Gud ikke kaldet mig personligt? Har Gud ikke fyldt mit hjerte, og er det ikke min relation til Gud der er det vigtigste? Jo, den personlige relation er vigtig, men når Peter beskriver hvad vi skal stræbe efter i vores relation til Gud er det med henvisning til åbenbaringen på Sinaj bjerg, hvor Gud lige har ført folket ud af Ægypten: 

2. Mosebog kap. 19 v. 5-6

Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig.  I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. Dette er, hvad du skal sige til israelitterne.

Guds pagt gælder altså folket. Og hvad skete der da Guds folk var samlet? Gud kom ned, og bjerget rystede og pagten blev indstiftet.

Jamen kan Gud ikke lade store ting ske gennem et enkelt menneske, uden det nødvendigvis sker gennem kirken? Har alle de tekster vi har gået over de sidste mange gange ikke handlet om det enkelte menneskes kald, og hvad de har udrettet ved det? 

Jo, men Gud lader også ting ske i fællesskabet, som vi ikke har adgang til alene. Et eksempel kunne være når vi tror vi kan gennemskue problemerne alene, og dermed går glip af de vinkler de andre kan se derfra hvor de står. Eller hvis vi forsøger at forstå bibelen alene, og ikke lader os inspirere og vejlede af alt det levede liv som de andre i kirken har fået indsigt i.

Vi afskærer os fra al den velsignelse som opstår i fællesskabet. Ligesom vi ikke oplever den kraft hvormed Gud kan komme ned, når hans folk er samlet, hvis vi bare holder os for os selv.

Når vi nu går, kan du prøve at overveje om du ser dit forhold til Gud udelukkende som en personlig relation? Eller om din identitet bunder i at være en del af Guds folk. Er der en balance? Og hvad betyder det?

Du kan også overveje hvad det vil sige at være levende sten der bygges op til et åndeligt hus?

Kaldet til at lade være med at være god

I Robert Louis Stevensons roman ”Dr. Jekyll og mr. Hyde” møder vi et menneske med en helt almindelig længsel. Dr. Jekyll har indset at der er to sider af ham, som gensidigt forpester tilværelsen for den anden. Den pæne side bliver konstant fristet af den mørke side, til at gøre noget forkert. Og den når den mørke side følger sine lyster, bliver den overdænget med moralske skrupler af den god side. Hvor ville det være dejligt at være enten det ene eller det andet fuldt ud. Til det formål opfinder han en mikstur, der kan spalte hans lyse side fra den mørke side. Dr. Jekyll som vi kender ham, bare i en meget bedre udgave, og mr. Hyde, som er et helt igennem egoistisk og fordærvet menneske. Alt synes godt idet de to sider kan være den fulde udgave af sig selv, uden indblanding fra den anden.

Men en dag går det galt.

Mr. Hyde slår et menneske ihjel, og Dr. Jekyll bliver skamfuld over hvad han har gjort, og beslutter aldrig at drikke miksturen igen. Det vil også være dumt, for Mr. Hyde er eftersøgt af politiet, så han gør klogest i at gemme sig i Dr. Jekyll. Det går godt i 3 måneder, Dr. Jekyll gør alt det gode han kan for at kompensere. Men pludseligt kan han ikke styre det længere. Mens han sidder på en bænk i parken og tænker over alle de gode ting han gør, får han øje på sine hænder, og forfærdes over at se Mr. Hydes grimme og knoklede hænder. Den gode Dr. Jekyll har mistet kontrollen, og kan ikke længere holde den onde Mr. Hyde tilbage. Og må nu drikke miksturen for at blive Dr. Jekyll igen. Da han ikke længere kan fremskaffe ingredienserne til den, og derfor er tvunget til at være Mr. Hyde, begår han selvmord for at undgå straffen for sine ugerninger.

Medmindre man er fuldstændig socialt afsporet…

…vil de fleste af os kende til Mr. Hyde i vore egne liv. Der er ting som vi ved er dårlige, og vi har alligevel lyst til at gøre det, selv om vi ved at det vil være skidt, både for vores forhold til Gud og til mennesker. De fleste af os kan sikkert også nikke genkendende til den gode Dr. Jekyll, der af alle kræfter, søger at trænge Mr. Hyde tilbage. Hvis jeg tager mig lidt mere sammen, vil jeg nok kunne være den gode udgave af mig selv, som jeg så gerne vil være. Men jo længere man kommer ned ad de gode gerningers smalle sti, jo mere bliver man også konfronteret med det som Paulus så mesterligt rammer hovedet på sømmet med her i romerbrevet:

Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.

Og det er værre endnu. Selv når det lykkes Dr. Jekyll at trænge mørket tilbage, og det ud ad til ligner at vi gør det gode, er vi på afveje. Mens vi tror vi gør Guds vilje, er vi tværtimod i gang med at frelse os selv, og dermed gøre os uafhængige af Gud.

Jamen hvad er der så tilbage?

Robert Louis Stevenson har ramt det meget præcist, at ingen af de to kan redde skindet, og den eneste udvej er døden. Lykkeligvis stopper Paulus ikke her. Han skriver i to lidt oversete vers:

Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov.

Paulus er fuldstændig klar over han er et elendigt menneske, men i stedet for at arbejde sig ud af det, takker og priser han Jesus for hvad han har gjort. Og fortsætter:

Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.

Før levede vi med en lys og en mørk side…

… og de to var begge lige gyldigt vores personligheder. De kæmpede begge for at få plads i vores liv og ingen af dem kunne vinde eller bringe os tættere på Gud. Nu hvor vi lever i Jesus må vi stadig kæmpe mod mørket, men mørket er ikke længere vores personlighed. Det er Kristus.

Når vi nu går, så kan du prøve at overveje om du kan genkende Dr. Jekyll der sidder på bænken og kigger på sine hænder. 

Du kan også meditere over Paulus ord:

Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov.

Elias’ kald

Vi ser på kald i denne sæson, hvordan Gud og Jesus kalder mennesker til særlige veje, eller som sidst til virkelig at kende Gud.

Inden vi dykker ned i en tekst fra Gl.testamente vil jeg læse et citat af Søren Ulrik Thomsen: “Andagtsbogen til daglig bibellæsning, som jeg købte i London, var en skuffelse, for hver eneste tekst havde samme pointe: Thy Will be done. Den er de vist sluppet let om ved, tænkte jeg irriteret og lagde den lille bog fra mig. Men da jeg et par år efter alligevel ville kaste et blik i den, kunne jeg ikke finde bogen noget sted i lejligheden. Tilgiv, at jeg så det som et tegn, for eftersom jeg ikke kunne slå op i den fysiske bog, måtte jeg så meget desto stærkere forsøge at fastholde dens tanke, som i mellemtiden var begyndt at dæmre for mig. For i en tilværelse, der hele tiden vokser en over hovedet, skønt man døgnet rundt og selv i drømme forsøger at bemestre den, er det sværeste og vigtigste af alt i det mindste een gang om dagen virkelig at give op, kaste sine bekymringer på Gud og turde sige ske din vilje”

Vi ser på kald, – når Gud/ Jesus kalder mennesker til at skabe noget, gøre noget, kende Gud, og har ikke beskæftiget os meget med efterforløbet, altså når den engel eller Jesus synes, at være gået, og man er godt inde i kaldet, og har mistet modet. Et sådant eksempel vil vi se op i dag. I dag vil vi træde ind i en historie om  Elias’ kald, et par kapitler (og voldsomme gerninger) efter det første kald. Elias har været Guds redskab, formidler, tjener i flere år. Mange imponerende ting er sket, der set udefra burde bekræfte Elias i, at han var på rette spor. Han vækker en død søn til live, hans alter bliver optændt af ilde fra himmelen og brænder op selv efter at være gennemblødt i vand, mens afgudsofferet der står ved siden af ikke kan antænde, og alt folket bøjer sig for Gud. Men Jezabel vil hævne sig på ham for at han har slået alle Ba’al profeterne ihjel, og han bliver bange. I teksten vi hører, er der både frygt, men også nærmest en bebrejdelse fra Elias Jeg har gjort min del af aftalen, Gud….hvad har du gjort?  Han har mistet livsmodet, men vil ikke selv tage sit liv, men beder Gud om at billige og gøre det.

Vi hører fra 1. Kongebog 19:

Elias blev bange og drog af sted for at redde livet. Da han var kommet til Be’ersheba i Juda, efterlod han sin tjener der. Selv vandrede han en dagsrejse ud i ørkenen og gik hen og satte sig under en gyvelbusk; han bad om at måtte dø og sagde: »Det er nok, Herre! Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre.« Så lagde han sig ned og faldt i søvn under gyvelbusken. Men en engel rørte ved ham og sagde: »Stå op og spis!« Da han så sig om, var der et nybagt brød og en krukke med vand ved hans hoved. Han spiste og drak, og så lagde han sig igen. Men Herrens engel rørte ved ham for anden gang og sagde: »Stå op og spis, ellers bliver vejen for lang for dig.« Så stod han op og spiste og drak. Styrket af måltidet gik han i fyrre dage og fyrre nætter, til han nåede frem til Guds bjerg Horeb. Dér gik han ind i en hule og overnattede.

Da lød Herrens ord til ham: »Hvad vil du her, Elias?« Han svarede: »Jeg brænder af nidkærhed for Herren, Hærskarers Gud, for israelitterne har svigtet din pagt. Dine altre har de revet ned, og dine profeter har de dræbt med sværd; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet.« Da lød det: »Gå ud og stil dig på bjerget for Herrens ansigt, så vil Herren gå forbi.« Forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen. Da Elias hørte det, tilhyllede han sit ansigt med kappen, gik ud og stillede sig i hulens åbning. Da lød der en stemme: »Hvad vil du her, Elias?« Han svarede: »Jeg brænder af nidkærhed for Herren, Hærskarers Gud, for israelitterne har svigtet din pagt. Dine altre har de revet ned, og dine profeter har de dræbt med sværd; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet.« Herren sagde til ham: »Vend tilbage ad vejen gennem ørkenen til Damaskus, og gå hen og salv Hazael til konge over Aram.

Nu sender Gud ham videre på sit kald, efter et fornyet møde, og noget af det han finder er, at han ikke er alene, som han følte sig og sagde til Gud. Han får 7000 krigere og han får en successor, Elisa og bliver først der hentet hjem til himmelen på en vogn. Elias får ved oplevelsen et personligt kendskab til at Gud ikke kun er en voldsom Gud, der viser sig i voldsomme fænomener, men også en Gud, der møder ens personlige behov og kommer helt tæt på. Nogle siger, at Elias fortsætter sin tjeneste nu ikke kun som tjener, men som ven.

Denne intimitet læser vi om, da Peter og  Johannes ser Elias (og Moses) stå på forklarelsens bjerg og tale med Jesus.

Så deres (mindst ) 2 mulige temaer for vandringen i dag. Inspirationen i hvordan Elias formår med sit liv og ord siger “Din vilje ske” og det andet: hvordan Gud møder ham, og hvad han gør for at give Elias styrke.

Jeg læser teksten igen, og beder Gud hviske til os, hver især, hvad vi har brug for at lære mere af.