Første søndag i advent

Det er adventstid, og den er vigtig, fordi den giver os mulighed for et øjeblik at trække os ind i det ubegribelige, og bare være der, og lade os fylde af den.

Jeg vil gerne invitere jer ud på en rejse. En rejse til universets ende. Lyder det vildt? Det er det også. Intet menneske kan rumme forestillingen om hvor stort universet er. Men prøv alligevel. Ikke så meget for at få en eksakt fornemmelse af hvor stort det er, men for at forstå hvor ubegribeligt det er. Samtidig vil jeg også opfordre jer til at læne jer ind i at det har Gud skabt det. Jeg siger læne ind i, fordi vi ikke kan forstå det. 

Jeg tror nogle gange jeg har en ide om Gud. Men uanset hvilke forestillinger jeg gør mig, må det nødvendigvis være en minimering. Gud er så meget større og uden for min forståelsesramme at hvad end jeg tror jeg ser, så ser jeg kun en smule. David beskriver det således i salme 19:

Himlen fortæller om Guds herlighed,
hvælvingen beretter om hans hænders værk;
dag forkynder det til dag,
nat kundgør det til nat.

Lad os gå nu, og læne os ind i Guds storhed. Ikke for at forstå den, men for at blive ydmyge overfor den. 


Som sagt tidligere så tror jeg ikke vi, i dette liv, kommer til at forstå Guds storhed. Men jeg tror godt, jeg kan komme til at gøre ham for lille. Putte ham ned i en kasse, der kan rumme min stræben efter at kunne begribe. Jobs bog har fyldt en del på det seneste, og jeg tænker Jobs svar, efter Gud har talt til ham, siger utroligt meget:

Nu ved jeg, at du formår alt,
intet, du har besluttet, er umuligt for dig.

Alt denne lænen sig ind i bare for at forberede os på noget der er endnu mere ufatteligt. Den Gud, der er så stor, kommer os i møde. Ja ikke bare i møde, men lader sig føde i svaghed. Som Tim Keller udtrykker det: Han gjorde sig dræbbar.

Apostlen Johannes forsøger at beskrive det ubegribelige:

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud.  Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.
Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.  Johannes vidner om ham og råber: »Det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.« 

Julen er i den grad en tid, hvor jeg skal holde tungen lige i munden, for at holde fokus på det væsentlige. Vores forbrugersamfund gør det ikke lettere. 

Jeg vil invitere jer ind i at fortsætte i den bevægelse I (måske) fandt frem til før, og læne jer ind i paradokset, at den uendeligt store Gud kommer os i møde, for at gøre det muligt for os at være sammen med ham.

Jeg læser Johannes igen: