Elias’ kald

Vi ser på kald i denne sæson, hvordan Gud og Jesus kalder mennesker til særlige veje, eller som sidst til virkelig at kende Gud.

Inden vi dykker ned i en tekst fra Gl.testamente vil jeg læse et citat af Søren Ulrik Thomsen: “Andagtsbogen til daglig bibellæsning, som jeg købte i London, var en skuffelse, for hver eneste tekst havde samme pointe: Thy Will be done. Den er de vist sluppet let om ved, tænkte jeg irriteret og lagde den lille bog fra mig. Men da jeg et par år efter alligevel ville kaste et blik i den, kunne jeg ikke finde bogen noget sted i lejligheden. Tilgiv, at jeg så det som et tegn, for eftersom jeg ikke kunne slå op i den fysiske bog, måtte jeg så meget desto stærkere forsøge at fastholde dens tanke, som i mellemtiden var begyndt at dæmre for mig. For i en tilværelse, der hele tiden vokser en over hovedet, skønt man døgnet rundt og selv i drømme forsøger at bemestre den, er det sværeste og vigtigste af alt i det mindste een gang om dagen virkelig at give op, kaste sine bekymringer på Gud og turde sige ske din vilje”

Vi ser på kald, – når Gud/ Jesus kalder mennesker til at skabe noget, gøre noget, kende Gud, og har ikke beskæftiget os meget med efterforløbet, altså når den engel eller Jesus synes, at være gået, og man er godt inde i kaldet, og har mistet modet. Et sådant eksempel vil vi se op i dag. I dag vil vi træde ind i en historie om  Elias’ kald, et par kapitler (og voldsomme gerninger) efter det første kald. Elias har været Guds redskab, formidler, tjener i flere år. Mange imponerende ting er sket, der set udefra burde bekræfte Elias i, at han var på rette spor. Han vækker en død søn til live, hans alter bliver optændt af ilde fra himmelen og brænder op selv efter at være gennemblødt i vand, mens afgudsofferet der står ved siden af ikke kan antænde, og alt folket bøjer sig for Gud. Men Jezabel vil hævne sig på ham for at han har slået alle Ba’al profeterne ihjel, og han bliver bange. I teksten vi hører, er der både frygt, men også nærmest en bebrejdelse fra Elias Jeg har gjort min del af aftalen, Gud….hvad har du gjort?  Han har mistet livsmodet, men vil ikke selv tage sit liv, men beder Gud om at billige og gøre det.

Vi hører fra 1. Kongebog 19:

Elias blev bange og drog af sted for at redde livet. Da han var kommet til Be’ersheba i Juda, efterlod han sin tjener der. Selv vandrede han en dagsrejse ud i ørkenen og gik hen og satte sig under en gyvelbusk; han bad om at måtte dø og sagde: »Det er nok, Herre! Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre.« Så lagde han sig ned og faldt i søvn under gyvelbusken. Men en engel rørte ved ham og sagde: »Stå op og spis!« Da han så sig om, var der et nybagt brød og en krukke med vand ved hans hoved. Han spiste og drak, og så lagde han sig igen. Men Herrens engel rørte ved ham for anden gang og sagde: »Stå op og spis, ellers bliver vejen for lang for dig.« Så stod han op og spiste og drak. Styrket af måltidet gik han i fyrre dage og fyrre nætter, til han nåede frem til Guds bjerg Horeb. Dér gik han ind i en hule og overnattede.

Da lød Herrens ord til ham: »Hvad vil du her, Elias?« Han svarede: »Jeg brænder af nidkærhed for Herren, Hærskarers Gud, for israelitterne har svigtet din pagt. Dine altre har de revet ned, og dine profeter har de dræbt med sværd; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet.« Da lød det: »Gå ud og stil dig på bjerget for Herrens ansigt, så vil Herren gå forbi.« Forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen. Da Elias hørte det, tilhyllede han sit ansigt med kappen, gik ud og stillede sig i hulens åbning. Da lød der en stemme: »Hvad vil du her, Elias?« Han svarede: »Jeg brænder af nidkærhed for Herren, Hærskarers Gud, for israelitterne har svigtet din pagt. Dine altre har de revet ned, og dine profeter har de dræbt med sværd; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet.« Herren sagde til ham: »Vend tilbage ad vejen gennem ørkenen til Damaskus, og gå hen og salv Hazael til konge over Aram.

Nu sender Gud ham videre på sit kald, efter et fornyet møde, og noget af det han finder er, at han ikke er alene, som han følte sig og sagde til Gud. Han får 7000 krigere og han får en successor, Elisa og bliver først der hentet hjem til himmelen på en vogn. Elias får ved oplevelsen et personligt kendskab til at Gud ikke kun er en voldsom Gud, der viser sig i voldsomme fænomener, men også en Gud, der møder ens personlige behov og kommer helt tæt på. Nogle siger, at Elias fortsætter sin tjeneste nu ikke kun som tjener, men som ven.

Denne intimitet læser vi om, da Peter og  Johannes ser Elias (og Moses) stå på forklarelsens bjerg og tale med Jesus.

Så deres (mindst ) 2 mulige temaer for vandringen i dag. Inspirationen i hvordan Elias formår med sit liv og ord siger “Din vilje ske” og det andet: hvordan Gud møder ham, og hvad han gør for at give Elias styrke.

Jeg læser teksten igen, og beder Gud hviske til os, hver især, hvad vi har brug for at lære mere af.